I bolken om "Nordlands fiskeri" i skriftet "Lofotens och Vestraalens Beskriffuelse 1591" fortel den danskfødde futen Erik Hansen Schønnebøl bl.a.:
"Bønderne haver dette til merke, naar sneen kommer i fieldet, da kommer langen under landet, og søger de almindelige fiske klakker, det er grunde som ligger udi havet. Paa samme grunder op springer og op velter der ferskvand som kommer af landet, og løber under jorden ad aarer, og til disse grunder, og der opvelter det. Efter det ferske vand gaar fisken, og staar over disse vand-aarer, og der udgyder sin rogn over, efter som hans natur tilsiger. Dette er mig udi sandhed af gamle fiske mænd berettet at gaae til".
Schønnebøl var fut i Lofoten og Vesterålen 1571 - 1579, men seinare, få år før han døydde, forfatta han ei lett-lesen skildring av distriktet som sistpå vart trykt (1817). Noko av innhaldet manglar.
Vel halvanna hundreår etter Schønnebøl kom det ut eit verk forfatta av biskop Erich Pontoppidan (Kiøbenhavn 1752) med lett svulmande tittel: "Det første Forsøg paa Norges Naturlige Historie, forestillende dette Kongeriges Luft, Grund, Fielde, Vande, Væxter, Metaller, Mineralier, Steen-Arter, Dyr, Fugle, Fiske og omsider Indbyggernes Naturel, samt Sædvaner og Levemaade. Den viise og almægtige Skaber til Ære, saavel som hans fornuftige Creature til videre Eftertankes Anledning". Også han kjem inn på tradisjonen om ferske kjelder på havbotnen, vel å merke i ein vidløftig akademisk diskusjon om salt-gehalten i alle hav:
"Men hvad jeg her vil anføre som et svar for den, der spørge hvi da Vandet ikke da bliver idelig saltere? er dette, at, foruden den Mængde Salt, Havet daglig taber ved saa mange Saltverker, i Frankerig, Spanien og andre Lande, foruden det meget Regn-Vand og de mange nedstyrtende ferske Floder, som idelig balancerer denne Sag, efter den viise Skabers Indretning, da maae man troe, der frembryde endogsaa paa Havets Bund ferske Vand-Kilder. At saadant kan være, underkastes vel ingen Tvivl, men at det ogsaa virkelig er og skeer, skulle vel falde vanskeligt at bevise ved noget andet Experiment, end det jeg har af vore Sundmøerske Fiskere, som berette, at de i Torskens Mave ofte have fundet gandske ferskt Vand, hvilket altiid maatte være ferskt, hvis det skeede ved en Filtrering i Fiskens Liv, men da det ikkun undertiden befindes, slutter jeg, at det søde Vande er hentet af en paa Hav-Bunden frembrydende fersk Aare" (s. 114-115).
Godt og vel hundre år etter Pontoppidan kjem så sorenskrivarfullmektig Hans Henrik Schreiber Schulze (1823 - 1873) inn på same saka, under omtalen av vinterfisket i det vi kan kalle folkelivsskildringa "Fra Lofoten og Solør" (1865). Schulze fungerte som skrivar i distriktet frå hausten 1850 til hausten 1852. Han og kjenner fiskartradisjonen om ferskvatn i havet, men i modifisert versjon.
"Fiskerne have ... udfundet en anden Grund, hvorfor Skreien søger ind under Lofoten. Langs hele Kysten, sige de, og paa en Dybde af ca. 40 Favne, risle ned fra Fjeldene en Mængde Kilder af ferskt Vand.
I Begyndelsen, naar Fisken kommer, søger den med Begjærlighed dette Vand, fordi det løsner Rognen, og med Snuden nede i Bakken og Halen i Veiret kunne de staa stille i mange Dage. Hvorvidt denne Gisning er rigtig, formaar jeg ikke at afgjøre; men da man ikke bemærker, at Fisken søger hen til Elvemundinger eller andre Steder, hvor der kan være Brakvand, synes Gjetningen kun at være opfunden for at forklare det Phænomen, at der mange Gange kan være saa meget Fisk, at Dysagnloddet bogstavelig talt standser paa Fiskebjærget, og alligevel kan man hverken paa Snøre eller Garn faa saa godt som en Eneste".
Vi kan vel seie at Schulze si "gisning" til ein viss grad nærmar seg det som moderne havforsking har kome fram til: Skreien gyter i hovudsak rundt Lofoten og Vesterålen (men også lenger nord og sør), i djupner frå 50 til 200 m med ein temperatur på 4-6 grader. Også sagt slik: "Skreien leter etter det sjikt i vannsøylen som gir den de beste betingelser. ...Områdene utenfor Lofoten og Vesterålen har opp gjennom tidene vært de viktigste. Her er kontinentalsokkelen på sitt smaleste, og varmt og næringsrikt atlanterhavsvann strømmer forbi, ikke så langt fra land. Sterke strømmer inne i Vestfjorden sørger for at egg og larver raskt blir transportert ut i disse vannmassene".
Torskeyngelen flyt nordover og hamnar nordaust i Barentshavet. Kva så den aukande globale oppvarminga vil føre til, er ei sak for seg, men det er nyss spådd at skreien i ei ikkje altfor fjern framtid kan kome til å gyte i Kvitsjøen.
Havforskarane snakkar iallfall ikkje om ferskvatn som "risle ned fra Fjeldene", men det kan sikkert nok vere at saltgehalten og er med på å avgjere kor skreien gyter. Rett er som Schulze nemner, at "man ikke bemærker, at Fisken søger hen til Elvemundinger eller andre Steder, hvor der kan være Brakvand", men kva trudde eller tenkte folk om dette før? Ein retteleg stor og fin skrei vart jo faktisk kalla ei elvekjerring, eller elvkjerring som dei sa i Bø. Enten må denne nemninga ha noko med truene på ferskvatn å gjere, eller så er det same elve- ein av dei mange målføreformene som finst av ordet alve-, og i så fall er det tale om eldgammal folketru som peikar i ei ganske anna lei. Det er berre at den siste tolkinga blir språkleg dristigare enn den første.
Kor det enn er med det merkelege ordet elvekjerring, så var det alt for ca. 50 år sidan ingen gammal fiskar i Vesterålen som i sin ungdom hadde høyrt om den trua at skrei og longa oppsøker ferskvatn – verka det som. Men etter eit lite innlegg om same saka i "Håløygminne" 1963 fekk eg brev frå Abel Kristoffersen på Åknes på Andøya. Han kunne melde at ein der på strøket kjente til denne trua: Der er nemleg ein tilror sørom Åknes-Kråka dei kallar Nordskallen. Der – fortalde ein av dei gamle – pipla det opp ferskvatn. Det gjorde at det var så god smak på den fisken dei drog der. Nordskallen ligg ikkje langt utom landet, men "elvekjerringa" var no unemnd i den samanhengen.
Vi tør kalle det sensasjonelt, i lys av det Schønnebøl og seinare Pontoppidan fortalde, at vi sommaren 2019 såg ei melding at "på jakt etter metanutslipp fra havbunnen gjorde forskere et uvanlig funn ved kysten av Lofoten. Funnet ble gjort på 800 meters dyp i to smale dalkløfter på kontinentalskråningen utenfor Lofoten. Egentlig skulle forskerne sjekke havbunnen her for metanutslipp, som frigjøres av varmere hav og klimaendringer. Men så dukket det altså opp en overraskelse. – Ferskvannet lekket ut fra havbunnen. Det var svært overraskende for oss, forteller forsker og maringeolog Wei-Li Hong ved NGU. Funnet tyder på at Norge kan ha flere store lommer, eller akviferer, med ferskvann, skjult under sedimentene på havbunnen. ... Forskerne tror at det kan gjemme seg flere av dem langs kysten av Lofoten. Etter alt å dømme har fenomenet oppstått under siste istid, for 20.000 år siden. Den tykke iskappen som omsluttet Norge, presset ned jordskorpen med et voldsomt trykk. Da tvang den store mengder smeltevann ned gjennom sprekker på havbunnen. Lommen skal ligge rundt en kilometer under havbunnen, men den eksakte størrelsen er ikke kjent ennå. Tidligere i år ble det gjort et gigantisk funn på 2800 billioner liter vann langs kysten av New Jersey og Massachusetts. Maringeolog Wei-Li Hong sier til NRK at vannkilden i Lofoten ikke er i nærheten av like stor. Men at den kan være viktig for livet i havet. – Dette vannet bringer med seg viktige næringsstoffer og kjemikalier. Vi ser at dette kan hjelpe diverse livsformer på havbunnen. Jeg tror det kan være positivt for fisken, men vi vet ikke enda omfanget. Men det er ikke bare ved Lofoten disse lommene kan befinne seg. Hong sier også at Helgelandskysten kan ha slike ferskvannskilder under havbunnen. Vi har hørt fra fiskere i Nordland at de også har funnet ferskvann i sjøen, vann som de kunne koke kaffe på. Det fant sted på Nordbreigrunnen noen kilometer utenfor Meløy kommune, sier Hong".
Embetsmenn og andre høggertar la vanlegvis ikkje så stor vekt på kva ein "simpel" (enkel) fiskar fortalde. I så måte representerer Schønnebøl og Pontoppidan positive unnatak, ved at dei fortalde just det som var "af gamle fiske mænd berettet", og i lys av det som no bokstaveleg talt dukkar opp, står det all respekt av nettopp det.