Draken i Søbergs fjell

I Bø fierding finder man Søberrig gaard hvor Søberrig field op mot skyerne naar mens bølger i biergfoden gnave. Der dvæler en drage ved dunkleste nat, om morgenen tager den vingerne fat og iler nordvest over havet.

Den vender tilbage saa silde om kveld, da setter den kaasen mot Søberrig field, forsvinder dog hastig som vinden. Dens huule er lønlig, af penninger fuld, thi vogter den hoben af sølv og af guld, som giemmes i høyeste tinden.

Ved vinter er Guldstabben dyster og død, ved sommer, naar skyerne sættes i glød, da er det, man dragen fornemmer. Det tingest kan giøre dig ganske forgabt, den er som et gloende haandklæde skabt, usynlig dog hoved og lemmer.

Den fattes facongen med pigger og klør, man seer bare sprudende flammer og glør, men intet til hale og snabel. Ret mange vel haver beretningen kier, men naar saa man kroppen, med vinger og fier? Jeg holder det kun for et fabel.

Befinder sig dragen i Søberrig field, da monne vel dristige karle med held faa haand om de skiulte financer? Stat op, alle kiæcke af Malnes og Bøe, tøm redet, naar dragen er ude paa søe, bliv qvit communale restancer!

Visa er laga til E. H. Schønnebøls originaltekst i "Lofoten och Vestraalens Beskriffuelse" 1591:

«Her udi Vesteraalen i en fierding som kalles Bø-fierding ligger en gaard som kalles Søberrig, og hos samme gaard er et stort høyt field, som haver sit navn af gaarden og kalles Søberrig field. Af dette field kand mand tiidt og ofte om sommeren see udfly et langt tingest, som er skaft ligesom en gloende brand. Dette seer mand om sommermorgenen udfly, og om aftenen kand mand see det komme nordvest af havet igien, og flyer lige ad fieldet igien, og saa snart som det kommer til fieldet, saa bliver det borte og forsvinder, og sees ikke mere; om vinteren seer man intet til dette spøgeri, men alleneste om sommeren. Hvad det skall være det maa Gud viide. Dog alligevel er her mange udi den mening, at det skall være en drage som der skall ligge paa en stor hob penge, guul og søIv, hvilket ieg holder for et fabell, thi var det en drage, da kunde mand see gandske krop og lemmer. Det kand mand ikke, men mand seer ikke andet end et langt tingest som et haandklæde, og synes udi all maade som en gloende brendendes brand fare 10O favne høyt op i været fra havet eller jorden.»